Søg efter
Forside
Elever
Vejledning
Om EUC Vest
Virksomheder
Det sker!
Kurser
/ Forside  
Lærlinge vil have mere matematik

EUC Vest har gode erfaringer med ekstra fag i dansk, engelsk og matematik på gymnasie-niveau til elever på de faglige grundforløb for tømrere og elektrikere. Nu udvides tilbuddet til også at gælde for elever blandt andet smede samt kokke og tjenere.

EUC Vest i Esbjerg har efter bare et halvt år med ekstra-undervisning til tømrer- og elektrikerlærlinge høstet så gode erfaringer, at også andre faggrupper nu får tilbud et Study-forløb. Med ekstra-undervisning i blandt andet matematik er de klædt på til både erhvervslivet og en videregående uddannelse.

Mens unge skal på et 20 ugers grundforløb på ”teknisk skole”, inden de skal i praktik i en virksomhed, er Study-eleverne på skolebænk og i værksteder i 40 uger, før de møder en håndværksmester. I øjeblikket går der 10 elever, 7 elektrikere og 3 tømrerelever, på Study-linjen. De opnår under grundforløbet samme faglige færdigheder som andre grundforløbs-elever, men er desuden klædt ekstra godt på i fagene matematik, dansk, engelsk og innovation. Desuden har de mulighed for at deltage i Young Entreprise-projekter.

- Ligesom der er mentorordning og andre former for hjælp til de unge, som har svært ved en ungdomsuddannelse, har vi udviklet et tilbud til de elever på erhvervsuddannelserne, som er godt kørende rent bogligt, og som allerede nu har en idé om, at de engang ude i fremtiden skal i gang med en kortere, videregående uddannelse.
- Vi sikrer, at de på denne måde opnår de nødvendige studiekompetencer som en del af grundforløbet, men der kan også være elever, som får smag for at gå i skole igen og starter i 1.G. på Teknisk Gymnasium, når de er færdige med det 40 uger lange Study-forløb, siger rektor på Teknisk Gymnasium, Lars H. Andersen.

Han står for tilrettelæggelsen af Study-elevernes undervisning i dansk, matematik og engelsk. Undervisningen svarer nemlig til et C-niveau i gymnasiet, hvilket er kravet til optagelse på de kortere, videregående uddannelser på for eksempel et erhvervsakademi.

Både elektrikerlærling Kristian Kruse fra Vrøgum og tømrerlærling Mads Snitgaard fra Esbjerg har tænkt sig at læse videre, når de om 4-5 år er færdige med en faglig uddannelse. Begge forlod folkeskolens 9. klasse sidste sommer og med cirka et 7-tal i gennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve:

- Jeg synes selv, at jeg klarede mig godt i folkeskolen og på denne måde er jeg klædt på til at tage en installatøruddannelse på Erhvervsakademiet, når jeg kommer så vidt, siger Kristian Kruse.

Mads Snitgaard vil som sagt være tømrer, men han forestiller sig ikke, at han skal kravle rundt på et tagspær hele livet:
- Jeg regner med at videreuddanne mig til bygningskonstruktør. Jeg er ikke så boglig og har derfor valgt at gå den håndværksmæssige vej til en videregående uddannelse, siger Mads Snitgaard.

Study-forløbet har på EUC Vest hidtil kun være udbudt til eleverne på Strøm, Styring og It samt Bygge og Anlæg.  Erfaringerne har imidlertid været så gode, at grundforløbs-elever på Mad til Mennesker samt Produktion og Udvikling også får tilbuddet. Elever på Study Teknik får adgang til eksempelvis procesteknolog, mens Study Mad er adgangsbillet til en stribe uddannelser inden for turisme.

For yderligere oplysninger kontakt rektor Lars H. Andersen, tlf. 79 13 45 40.

EUC Vest · Sp. Møllevej 72 · 6700 Esbjerg · Telefon 7913 4511 · E-mail: eucvest@eucvest.dk · www.eucvest.dk